Mineralsk, delvis syntetisk, fuldsyntetisk

Enhver motorolie består af to dele

En færdig motorolie er baseolie plus additivpakke. Baseolien udgør den største del og bestemmer flydeegenskaber, temperaturstabilitet og fordampningstab. Additivpakken bidrager med alt det, baseolien ikke kan: detergenter og dispergenter holder sod og aflejringer svævende, slidbeskyttende additiver danner et beskyttende lag på højt belastede steder, antioxidanter bremser ældningen, og viskositetsindeksforbedrere sørger for, at en multigrade-olie fungerer over hele temperaturområdet. To olier med samme baseolie kan derfor opføre sig helt forskelligt.

Baseoliegrupperne

• Gruppe I og II er mineralske baseolier, udvundet direkte ved raffinering af råolie og renset i forskellig grad.
• Gruppe III fremstilles ved hydrokrakning. Resultatet er en meget ren, termisk stabil olie, som i Europa må kaldes fuldsyntetisk, selv om den stammer fra råolie.
• Gruppe IV er polyalfaolefiner, altså ægte syntesemolekyler opbygget i laboratoriet med særligt gode egenskaber i kulde.
• Gruppe V samler alt det øvrige, først og fremmest estere, der som tilsætning sørger for vedhæftning og ældningsstabilitet.

Det forklarer også, hvorfor to fuldsyntetiske olier kan koste meget forskelligt: En olie baseret på gruppe III og en med højt indhold af PAO og ester bærer samme betegnelse og er alligevel ikke det samme produkt.

Mineralolie: hvor den stadig hører hjemme

Rent mineralske motorolier er blevet undtagelsen på personbilsområdet. De er sejere i kulde, fordamper mere og ældes hurtigere. Deres plads er i ældre motorer med enkle forskrifter, i erhvervskøretøjer og landbrugsmaskiner med monograde-olier, i veteranbiler, hvis materialer er afstemt efter datidens olier, og overalt, hvor der skiftes med korte intervaller. En motor, hvis producent kræver en moderne godkendelse, er ikke korrekt påfyldt med den.

Delvis syntetisk: blandingen

Delvis syntetiske olier blander mineralsk baseolie med en syntetisk andel. Hvor stor den andel er, foreskriver ingen norm, hvilket gør begrebet ubrugeligt som kvalitetsangivelse. Typisk findes disse olier i klassen 10W-40, hvor de i årtier var standardpåfyldningen til biler med middelhøjt kilometertal. Til motorer, hvis godkendelse opfyldes med en 10W-40, er det fortsat et solidt valg; de tilgængelige produkter står under 10W-40.

Fuldsyntetisk: hvorfor moderne motorer har brug for det

Lave viskositetsklasser som 0W-20 eller 5W-30 kan ikke fremstilles fornuftigt med mineralsk baseolie: Olien skulle indeholde så mange viskositetsindeksforbedrere, at den hurtigt ville miste sejhed under forskydningsbelastning. Dertil kommer turboladere med høje lejetemperaturer, start-stop-systemer med mange opstarter og skifteintervaller, som en mineralsk olie ikke holder til. Fuldsyntetiske olier er hurtigere fremme ved smørestedet i kulde, forbliver mere stabile i varme og fordamper mindre, hvilket sænker olieforbruget. Det største udvalg ligger under 5W-30.

Skift på ældre motorer

Skiftet fra mineralsk til syntetisk olie er teknisk uproblematisk, så længe producentens godkendelse fortsat er opfyldt. To punkter skal man være opmærksom på i praksis. For det første kan en syntetisk olie løsne aflejringer, der i en stærkt tilslammet motor hidtil har tætnet en utæthed; et efterfølgende olietab skyldes så ikke den nye olie, men var bare skjult før. For det andet erstatter en tykkere olie ingen reparation: Går man en klasse op ved højt olieforbrug, kamuflerer man symptomet og risikerer på moderne motorer, at hydrauliske systemer som den variable knastakseljustering arbejder uden for deres design.

Hvad der afgør det i sidste ende

Rækkefølgen ved købet er altid den samme: først den godkendelse, producenten foreskriver, så viskositetsklassen, så mærke og pris. Begreberne på dunkens forside kommer allersidst, fordi de ikke er standardiserede. Hvordan du læser angivelserne på bagsiden, forklarer artiklen Sådan læser du producentgodkendelser og specifikationer; hvilken olie der er godkendt til din bil, viser oliefinderen.